I mere end 100 år har Øksendrup forsamlingshus dannet samlingssted for beboere i Øksendrup og omegn. Den 17. oktober 2003, som samtidig var 100 års dagen for indvielsen af Øxendrup Forsamlingshus, blev udgivet et jubilæumsskrift, hvori husets samlede historie dokumenteres.
"Husets placering skulle vise sig at volde en del problemer. Fra begyndelsen var det meningen huset skulle ligge i Øxendrup og sognet fik endda foræret en grund af greven af Glorup.
Det ville beboerne på Øxendrup mark ikke acceptere. Det var for dem den fjerneste ende af sognet, hvorfor de mente huset skulle placeres i Mikkelenborg. Fulgt af lige dele velbegrundede argumenter fra by- som markbeboer faldt løsningen på en placering midt imellem.
Med grevens samtykke blev den forærede grund solgt og beløbet indsat på en bankbog til finansiering af et fælles hus for såvel by- som markbeboer.
Om det var Annexbonden – Hans Nielsen – der fandt på det, så var det i hvert fald ham ,der forærede grunden af sin jord til det fælles hus.
Opførelsen af Øxendrup forsamlingshus er sandsynligvis begyndt medio marts 1903.
Prisen for opførelsen beløber sig til 2965 kr. plus 8 kr. for ændringer under byggeriet, og der opføres en latrinbygning og et rum til brændsel for komfuret og kakkelovn for 172 kr.
I alt 3145 kr.
Inventar som bord og bænke leveres for 308 kr.
Det var med en vis stolthed man holdt det første bestyrelsesmøde i Huset den 23. august 1903."
(Jubilæumsskriftet kan købs, så længe lager haves, henvendelse se udlejning & priser)
Øksendrup forsamlingshus fremstår står i dag fuldt renoveret
Huset er løbende moderniseret og fremstår d.d. som et moderne hus med mulighed for fester som fødselsdage, bryllupper, svendegilder, foreningssamlinger, ja, kun fantasien sætter grænser for festerne.
Moderniseringerne og vedligeholdelse er for det meste foretaget på frivillig basis af de siddende bestyrelsesmedlemmer og interesserede beboer i sognet.
Huset er indrettet med en lille sal med plads til ca. 50 og en stor sal med plads til ca. 85 festdeltagere. Begge sale er tilsluttet et dejligt stort køkken med moderne inventar og service til ca. 100 festdeltager.
Der kan dækkes op med henholdsvis lange- og runde borde i begge sale.